Kære forældre


Først og fremmest tak til alle jer, der har været med til arrangementer og hjulpet på anden vis i løbet af sidste sæson! Det er skønt at være med i en klub, hvor der er så stor opbakning fra forældrene! Som med stort set alle fritidsaktiviteter gælder det nemlig også i unicykling, at vi er helt afhængige af hjælp fra forældre. Det kontingent, vi betaler, dækker stort set kun halleje. Stort set alt andet er baseret på en frivillig indsats fra os forældre.

Forældre er altid velkomne

Forældre er altid velkomne til at hjælpe til under træningen! De børn, der ikke kan køre endnu, lærer det meget hurtigere, hvis I vil gå med dem i hånden. Det behøver ikke være hver gang eller hele timen, men af og til når I har tid… også gerne på en aftentur derhjemme. Når de bliver lidt bedre … og meget bedre, vil det stadig være en hjælp, hvis I vil træne med dem nogle gange.

Arrangementer

Når børn fra JUCE deltager i arrangementer (JuniorForum, Hyggeweekend, DM m.m.) skal JUCE altid stille med voksne, der har ansvaret for ”vores” børn. Til DM skal JUCE stille med et antal dommere /hjælpere afhængig af antallet af deltagere. Når I tilmelder jer via nettet, sendes tilmeldingen til DGI, og JUCE får kun besked, hvis I selv fortæller det. Det er selvfølgelig jeres ansvar at sikre, at der er voksne med til at passe på jeres børn! … men bestyrelsen i JUCE prøver at koordinere, så vi altid stiller med det nødvendige antal voksne! Det kræver, som sagt, at I giver besked til os om tilmeldinger … og det kræver også, at nogle af jer vil være med til at hjælpe.

Hvis I har lyst til at deltage som ansvarlig voksen/hjælper/dommer i nogle af weekenderne, vil vi gerne have det at vide. Det er som regel rigtig hyggeligt, og det kan være en god anledning til at komme i gang med selv at cykle – eller til at blive bedre. JUCE betaler for den/de ansvarlige voksne – dog ikke til DM, hvor de fleste forældre uanset er med.

Information fra klubben

Vi prøver at informere løbende om aktiviteter, og benytter os af følgende kanaler:

  • Mail: Vi bruger den mailadresse, I har brugt ved tilmeldingen, så husk at checke mail med jævne mellemrum
  • Facebook: Vi har egen Facebook-side, så det er let at dele både information og oplevelser. Læs mere her >>
  • Sedler: Ind i mellem får dit barn en seddel med hjem, som vi beder dig læse og evt. tage stilling til
  • Mobiltelefon: Benyttes som regel kun i tilfælde af individuelle meddelelser, der vedrører det enkelte medlem

Dertil udsender DGI udsender jævnligt et nyhedsbrev om stævner m.m. Vi anbefaler, at I tilmelder jer ved at klikke her >>

Påklædning

Vi opfordrer til, at I sørger for, at børnene er klædt på til sport med sportstøj og indendørssko! Skoene skal helst have korte snørebånd eller burrelukning. Kjoler, haremsbukser, støvler, sandaler, bare tæer m.m. duer ikke. Giv dem også lidt at spise inden træningen og en drikkedunk med. Det er sjovt, men kan også være hårdt at træne – og fredag eftermiddag er de fleste i forvejen trætte.

… og til allersidst et stort ønske om endnu en sjov, hyggelig og lærerig sæson i JUCE.

Mange hilsener

Bestyrelsen i JUCE